---
title: "Frokostordning"
description: "500 børn får økologisk mad dagligt"
date: "2026-07-01"
created: "2023-03-06"
---

[Hjem](https://bornehusene-fredensborg.fredensborg.dk/)

                    [Sådan gør vi](https://bornehusene-fredensborg.fredensborg.dk/saadan-goer-vi)

                [Frokostordning](https://bornehusene-fredensborg.fredensborg.dk/saadan-goer-vi/frokostordning)

# Frokostordning

## **”Hos os er det meste hjemmelavet – lavet fra bunden med kærlighed og gode råvarer”**

I Børnehusene Fredensborg har vi forældrevalgt frokostordning. Vi laver mad til børnene i 0-6 års området.
Vores fælleskøkken holder til på Lystholm 8, hvor der dagligt laves mad til Dr. Louises Børnehus, Østervejs Børnehus, Lundely Børnehus, Lystholm Børnehus, Vuggestuen Paddehatten og Troldehøj Børnehave i alt ca. 500 børn.

Vi vægter måltiderne højt og vil gøre en stor indsats for, at tilbyde børnene det bedst mulige. Det er måltider, der som en selvfølge overholder fødevarestyrelsens 8 kostråd og lever op til den gældende energifordeling for børn. Udover dette har vi en positiv holdning til økologi og ønsker flest mulige økologiske fødevarer.

I kommunens kostpolitik er en af målsætningerne, at min. 60 % af fødevarerne er økologiske.

Har du behov for at tale om særlig kost til dit barn, eller er der spørgsmål til køkkenet om allergier m.m. så kontakt daglig leder Marianne Bredal på mail mbre@fredensborg.dk eller på telefon [41 21 81 60](tel:41%2021%2081%2060 "41 21 81 60").

## ***Følg fælleskøkkenet på Instagram - boernehusenefredensborgkoekken***

## Se mere om køkkenet

###

                                    Kontakt til køkkenet

Børnehusene Fredensborg - køkken

Lystholm 8, 3480 Fredensborg

Daglig leder: Marianne Bredal

Tlf.: [41 21 81 60](tel:41%2021%2081%2060 "41 21 81 60")

Mail: mbre@fredensborg.dk

###

                                    Sådan kan en madplan se ud hos os

Her et eksempel på en madplan for juni 2026:

"Hos os er det meste hjemmelavet - lavet fra bunden med kærlighed og gode råvarer"

Dato Frokost Eftermiddagsmad| Dato | Frokost | Eftermiddagsmad |
| --- | --- | --- |
| Mandag 1/6 | Jordskokkesuppe m/ grovflutes og grønt | Rugbrød m/ pålæg |
| Tirsdag 2/6 | Bagt laks m/ sesamkartofler, syltede squash, ramsløgsdressing og grønt | Yoghurt m/ rabarberkompot og skorper |
| Onsdag 3/6 | Chili sin carne m/ spelt, majs og cremefraiche | Durumboller |
| Torsdag 4/6 | Smør-selv: Kartoffeldeller, kalkunpålæg, ost, rød pesto og grønt | Maltbrød m/ tranebær |
| Mandag 8/6 | Squashsuppe m/ krydderurteflutes og grønt | Rugbrød m/ kikærtenutella |
| Tirsdag 9/6 | Kylling-ærte deller m/ kartofler, ærteremoulade og grønt | Smoothie og skorper |
| Onsdag 10/6 | Fiskenuggets m/ pasta, citrondip og broccoli | Rugboller |
| Torsdag 11/6 | Madpakker: Æggesalat m/ ingridærter, salamipølse og grønt | Solsikkebrød |
| Fredag 12/6 | Smør-selv: Røget makrel, flødeost, røget filet, æggestand og grønt | Madbrød m/ timian |
| Mandag 15/6 | Tomatsuppe m/ suppehorn og grønt | Rugbrød m/ pålæg |
| Tirsdag 16/6 | Madpakker: Plantepostej, pålægschokolade og grønt | Olivenbrød |
| Onsdag 17/6 | Skindstegt kylling, kartofler, skysauce, agurkesalat og rabarberkompot | Knækbrød og rosiner |
| Torsdag 18/6 | Smør-selv: Hamburgerryg, italiensk salat, lun leverpostej, frugtpålæg, tomat og grønt | Koldskål m/ citron og tvebakker |
| Fredag 19/6 | Fiskefilet m/ remouladedip, bagte kartofler og råkost | Squash-græskarkerne brød |
| Mandag 22/6 | Peberfrugtsuppe m/ brødcroutoner og grønt | Snegle m/ tomat og ost |
| Tirsdag 23/6 | Sankt Hans: Kyllingepølser, pølsebrød, ketchup, ristede løg og grønt | Jordbær og ½ bolle |
| Onsdag 24/6 | Risengrød m/ kanelsukker (6 måneder til jul) | Gulerodsboller |
| Torsdag 25/6 | Madpakker: Kalkunspegepølse, ost og grønt | Grahamsboller |
| Fredag 26/6 | Smør-selv: Blomkålsdeller, torskerogn, bønnenutella, syltede rødløg, remoulade og grønt | Majsmelsbrød |

###

                                    Mad - og måltidspolitik 2024-2025

**Mad- og måltidspolitikken for 2026-2028 er under udarbejdelse (1/7-2026)**

Hvis du ønsker folderen kan du kontakte vores administration på lebr@fredensborg.dk.

**Indledning**

I Børnehusene Fredensborg vægter vi måltiderne højt og vi gør en stor indsats for, at tilbyde børnene det bedst mulige. Det er måltider, der som en selvfølge overholder fødevarestyrelsens officielle kostråd og lever op til den gældende energifordeling for børn.

Fredensborg Kommunes institutioner arbejder med at bruge økologiske råvarer i madlavningen. Den seneste undersøgelse i Fredensborg Kommune viser, at maden i vuggestuer og børnehaver er 75% økologisk.

Vi har en positiv holdning til økologi og ønsker flest mulige økologiske fødevarer.

Børnehusene Fredensborg har sølv i det økologiske spisemærke. Vi vælger at fastholde dette, da det giver os mulighed for at kunne bruge konventionelle fødevarer dvs. sæsonvarer og danske varer.

**Sundhedsstyrelsens anbefalinger for børn**

https://www.sst.dk/

De officielle kostråd:

- Spis planterigt, varieret og ikke for meget.
- Spis flere grøntsager og frugter
- Spis mad med fuldkorn
- Spis mindre kød, vælg bælgfrugter og fisk
- Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
- Spis mindre af det søde, salte og fede
- Sluk tørsten i vand

I Børnehusene Fredensborg lever vi op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Vi serverer en god, sund og ernæringsrigtig kost med så mange økologiske produkter (60-90 %) som muligt. Vi bruger så mange friske råvarer som muligt og altid frugt og grønt efter årstiden.

Vi har stort fokus på at begrænse mængden af sukker i hverdagen.

Til festlige højtider så som jul, fastelavn, påske, høstfest m.m. kan der her opleves brug af sukker eks. boller med glasur og lignende.

 ****

**Mål**

- At give børnene en sund og ernæringsrigtig kost, så de har mulighed for at udvikles både fysisk og psykisk.

- At vi som institution er med til at sikre børnene god trivsel, så de på lang sigt undgår fejlernæring og livsstilssygdomme som overvægt m.m.
- At skabe en sund madkultur, der er med til at udvikle gode mad - og spisevaner.
- At give børnene gode og varierede måltider, der vækker deres sanser og nysgerrighed samt sikrer dem energi til hele dagen og giver dem bedst mulige betingelser for at lære og lege.

**Bæredygtighed/madspild**

Grønne retter i store gryder…

I Børnehusene Fredensborg og i vores fælleskøkken arbejder vi henimod, at blive endnu mere bæredygtige og reducere vores madspil mest muligt.

Dette gør, at vi er meget opmærksomme på vores valg af råvarer. Vi bruger sæsonvarer og bruger så vidt det er muligt danske råvarer. Hvis vi køber økologiske varer fra udlandet har vi en opmærksomhed på, hvordan transporten foregår. Det skal helst køres eller sejles i forhold til Co2 udledningen.

I forhold til madspild er vi godt på vej. Vi er opmærksomme på, hvordan vi får brugt så mange råvarer fra ”bund til top” som muligt. Eks. bruges rester fra mælk, grød, ris, kornprodukter, forskellige former for grønt i vores brød. Stilke fra krydderurter bliver til dejlige olier, æbleskrog fra eks. æblegrød bliver til eddike. Henover sommeren bliver kompostormene dejlig mætte i alle vores huse af de skræller, vi ikke kan anvende i køkkenet.

**Tjek ind/tjek ud på AULA**

Vi laver mad til ca. 470 børn i Børnehusene Fredensborg. Vi har fokus på madspild og bæredygtighed og laver mad efter, hvor mange børn der er mødt ind eller er meldt ferie/syge.

Så husk derfor at melde ferie, sygdom eller fri på AULA, og gerne i god tid, så undgår vi nemlig alt for meget madspild.

**Morgenmad (skal tilmeldes til daglig leder på mail)**

Vi har et tilbud om morgenmad til de børn, der er tilmeldt morgenmadsordningen. Man skal tilmelde sig ordningen hos den daglige leder i huset. Her tilbydes havregryn, rugfras og mælk.

**Formiddag**

Ca. kl. 9.00-9.30 tilbydes børnene frugt, vand og rugbrød eller rester fra dagen før af brød/boller.

**Frokost**

Ca. kl. 11.00 spises der frokost. Frokosten er sund, varieret og så vidt muligt økologisk. Menuen kan bestå af fisk, kød, grønt, rugbrød, suppe eller grød. Menuen tilrettelægges efter sæsonens udbud.

**Eftermiddag**

Ca. kl. 14.00 serveres et eftermiddagsmellemmåltid. Dette kan f.eks. være forskellige former for brød, frugtgrød, smoothies, frugt eller grønt.

**Drikkevarer**

Børnene tilbydes mælk og vand til frokost.

**Tur**

I forbindelse med udflugter ud af huset kan køkkenet sørge for madpakker. Personalet i husene sørger for vand eller børnene medbringer drikkedunke.

**Allergi**

Vi tager hensyn til børn med allergi. Dette skal dog være lægedokumenteret i form af en allergi-test. Kontakt venligst daglig leder af køkkenet Marianne Bredal.

**Kulturelle madvaner**

Der tages hensyn til andre kulturelle madvaner. Vi serverer som udgangspunkt kun halalslagtet kød, når dette har den bedste pris. Der vil altid være tilbud om vegetarisk måltid.

**Madplan**

Der udarbejdes madplan for en 3 måneders periode. Dette gør vi i forhold til genkendeligheden for børnene. Madplanen ligger på AULA.

**Inddragelse af børnene under måltidet**

Vi opfordrer børnene til at deltage aktivt i og omkring måltidet på forskellig vis.

I forbindelse med måltiderne vægter vi en god madkultur. Maden indtages under rammer, hvor de voksne viser en positiv holdning over for maden, taler med børnene om dét de spiser og opfordrer dem til at smage på den mad, der serveres.

**Fødselsdage**

Børnefødselsdage fejres i de enkelte huse. Vi har fokus på, at barnet er i centrum og fejre sin fødselsdag med flag, sang, lege og hvad der aftales i de enkelte huse. Børnene medbringer ikke noget til uddeling.

Hvis I inviterer hjem til fødselsdag medbringer vi selv madpakker til børnene og fastholder det samme, som når vi fejrer dem i institutionen.

**Til fastelavn er der mulighed for:**

Figenstænger til tønderne.

**Kontakt**

Hvis du har spørgsmål vedr. frokostordningen og kost i Børnehusene Fredensborg, er du velkommen til at kontakte daglig leder af køkkenet Marianne Bredal på mail mbre@fredensborg.dk eller på telefon [41 21 81 60](tel:41%2021%2081%2060 "41 21 81 60").

###

                                    Se vores smiley

Her finder du resultatet af vores smiley-ordning [Smiley](https://www.findsmiley.dk/Sider/KontrolRapport.aspx?Virk6920125 "Smiley")
